Der er nok ingen som er i tvivl om at Samsø har en storslået natur som man ikke ser mange andre steder. Her er nogle billeder der er taget på Samsø i løbet af 2003/04. Vi lader billederne tale for sig selv.
Vi starter i netop Vesterløkken hvor vi i påsken 2004 så denne solnedgang.

Den sydlige kystlinie af Samsø taget fra Vestborg fyr's tårnrum. Man kan komme herop for under en femmer. Der er en god udsigt over både Samsø og den nye vindmøllepark.

Her ser vi netop Vestborg fyr. Billedet er taget fra færgen fra Kalundbog til Samsø. Billedet er faktisk taget i forsøg på at fange et marsvin i billedet. De svømmer tit langs eller foran færgen.

Samsø's hovederhverv er landbruget (og turisme) og her ser vi en afgrøde som vi andre nok mest kender fra den amerikansk inspirerede Halloween - græskar. Der er lagt op til en god fest her.

Her er vi i Ballen havn - det er her det foregår om sommeren. Der er virkelig meget liv i og omkring havnen i hele sommerperioden. Det er også i Ballen at man finder den halvberømte restaurant Dokken, hvor der står en hel fiskekutter inde i restauranten. Der er flere spisesteder i Ballen - til enhver pengepung.
På havnen findes Samsø's mest besøgte ishus, hvor man også kan få grillmad. Lidt længere op af gaden findes Ofelia, der er Ballens café. Her er ofte levende musik om aftenen.

En af Samsøs strande ved Sælvig bugten. Denne strand er meget børnevenlig, idet der er meget lavt vand langt ud og der er skønne sandrevler. Billedet er taget sidst i september og retfærdiggør derfor ikke strandens og vandets normale look. Samsø har mange flere solskinstimer end andre dele Danmark generelt har - en af fordelene ved at være omgivet af hav. Næsten ligegyldigt hvor man er på Samsø er der under 10 km til stranden. En cykel er altså alt hvad man behøver på Samsø - omend en bil er rar at have.

Nedenfor ses det berømte Nordby gadekær. Der er meget flot her ved gadekæret med alle de gamle Nordby-huse i baggrunden. Bestemt et sted der skal ses.

Her er vi endnu længere nord på, og besøger det højeste sted på Samsø - Ballebjerg 64m over havet. Det er meget bakket heroppe, så udsigten bliver meget flot. Området og det enlige hus dernede er totalt fredet.